Det skønneste nærvær-

Føles helt evigt.

Paradokset i nærværets tid.

Dette skønne overridslende nærvær. Det totale nu's fyldighed, og den taknemlighed der følger med. Hvis der fandtes ord der kunne dække, var de rigtige nok valgt.

Der kan siges så mange, og alligevel vil de aldrig række langt nok.

Har lagt mærke til at skønt jeg higer efter dette ramme-sprængende nærvær igen og igen, så bliver tiden også en anden når jeg er i det.

Minutterne strækkes, sekunderne bliver fyldige og tiden synes til tider at gå næsten i stå.

Samtidig med en ægte nydelse af disse stunder, er der også en kraft væk fra dette overvældende kærlighedsland. En kraft der ønsker hverdagens menneskelogik opretholdt, som har enomt svært ved at udholde den overvældende kærligheds nærvær.

Denne kraft væk, er også altid i nuet, et sted også, måske fysisk, måske som en ulidelig trang til at gå ud af nærværet og begynde at handle. Lige præcis den modsatrettede kraft eller følelse får tiden til at føles uendelig lang. Næsten evig.

Det er et paradoks i nærværets tid, som altid er det nu vi har lige nu.

Rummet er Åbent.

VIBhouse, Maj. 2021

Man kan ikke lære at tilgive, man kan være og tilgive

Kraften nødvendig for virkelig at slippe den del af fortiden vi selv hænger fast i er tilstede i nuet.

Kan huske jeg har hørt det så mange gange. Det et vigtigt at kunne tilgive. Derfor bliver det lige pludselig så vigtigt et projekt at lære at tilgive. For det skulle jo være så godt, og nemt er det da i hvert fald ofte ikke. I mange år har jeg faktisk kæmpet en brav kamp i det "rum", der hvor jeg skal lære at tilgive.

Nyligt har jeg haft oplevelsen af en lang genoplevelse af min barndom og ungdoms problemer. Som om jeg bare hele tiden bliver hæmmet af de samme "vægge", de samme gentagne problemer, måske med andre mennesker, men i et begrænset "rum". Samtidig den befrielse at kunne se ud over det. At kunne se i det her nu er det tanker og historier der hører fortiden til. Det er mit filter ned over verden. Mine problemer projiseret op og ud. 

Lige pludselig giver tilgivelse derfor meget mere mening. Jeg kan komme til stede, lige nu. Se virkeligheden som den er. Jeg skaber selv de vægge. Det er min egen underbevidsthed der sender skygger ud og sætter begrænsningerne. Jeg kan komme til stede, lige i et nu, og indse dette. 

Så pludselig giver det ikke længere mening af skyde skylden på de andre. Tværtimod, det giver pludselig mening at være, og tilgive.

Tilgivelsen bliver pludselig det så mange taler om med et andet ord. COMPASSION.

VIBhouse april 2020