Nyskabelse?

At have så meget på hjerte 

I en forandringstid, ?

Meget ofte har jeg nogle dybe insigter, så mange øjeblikke hvor tingene spiller sammen og giver en dyb mening.

I virkeligheden brænder jeg mere end noget andet efter at dele den erfaring, at videregive og formidle den,

hvordan der er en indre kilde af fred, inspiration og helhed.

Mit problem er bare, at jeg har så svært ved at påføre den almindelig hverdagslogik. At fylde det over i small-talk eller endnu et kvik-fix. Faktisk kan det ikke lade sig gøre overhovedet uden det bliver slået i stykker, som et spejl der rammes af en sten. Det handler jo netop om at slippe logikken for at bare være til stede.

Har de sidste 10 år stort set levet i grupper, og elsker grupper og fællesskaber. Det kan ærgre mig vildt, når fremmede kommer hen til mig og siger de er i tvivl om jeg kan team-arbejde. 

Ved godt det er deres projektioner, deres frustrationer, over ikke at være der, der hvor tingene kan gå op i en højere enhed. 

Men synes det er sådan en sølle trøst. Jeg ville så gerne nå dem i stedet, og vise dem vejen. Men, den er i hjertet gemt, og forandringsprocessen tager tid. 

Og på en måde er gode råd jo dyre, det tager tid at finde vejen selv. 

VIBhouse december 2020

Tør du være ærlig, og se de følelser i øjnene der følger, når du bliver ramt af andres fordomme og fordømmelser?

Tør du lade dig trøste?

Altså virkelig gro, vokse og spire.... Inspirere?

Tør du lade lyset ind og kærligheden spire, eller er du blevet et stort øde forsvarskompleks, klar med svar på alt det der kunne være at frygte?

Tør du sætte tempoet ned, når kravene sættes op?

Tør du vælge at hvile i dig selv - fremfor kontrol over andre?

Tør du rydde kalenderen en dag? En uge? For bare at være dig selv i naturen. For at lade dig hele, for at lade op, og lade kreativiteten komme op til overfladen?

Tør du stå fast, i stedet for at følge med strømmen? Også på det du dybest set tror på?

Tør du give dig tid til at få renset ud i sindet, og stole på det fysiske følger med?

Tør du være dig selv, og være i den sorg det kan være at være helt slået ud af andres fordomme og fordømmelser? Tør du se dem i øjnene der har fordommene og vide det handler om dem selv, ikke dig.

Tør du lade dig trøste?

VIBhouse Oktober 2020

Har vi parkeret kulturen og os selv? 

Desværre tror jeg vores egen "kassetænkning" er en af de største trusler i vores samfund ?

Tror et af vores samfunds aktuelle store grundlæggende problemer handler om vi har skabt en kultur af "ultra" orden.

De ekstrovertes paradis. Der hvor man "hurtigt" kan få styr på situationen ved at rubricere alt i kasser og sætte sig målsætninger svarende til max udnyttelse af hvad der er i de kasser. Uanset om det er penge, genstande, eller humane ressourcer. For mange er det jo ikke så vigtigt hvad de andre tænker og føler, bare det føles rigtig for en selv, og fremmer ens egen tilvækst af materielle goder.

En ting jeg synes er fremragende ved denne corona-pandemi er at man for første gang lige så længe jeg kan huske har sat mennesker over alt andet. Reddet tilfældige menneskeliv uanset prisen. Hvis jeg skal være dybt ærlig tror jeg man er nød til at tænke sådan hvis man ønsker at skabe værdi, især på den lange bane.

At prioritere liv, også miljø-liv over penge. 

Men, prisen er helt sikker for høj, hvis man sætter sig ned og regner på hvad et menneskeliv koster at redde, så havde man ikke lavet en almindelige bevilling til den behandling i sundhedsvæsnet, det havde været alt for dyrt i forhold til hvor mange det havde reddet. 

Altså, sidder jeg tilbage med en mærkelig smag i munden og tænker, det handler godt nok om politik på højt plan.

Især nu hvor hjælpen så skal uddelles, det har vi jo intet nyt system til. Så kan du komme i en offentlig kasse, og få den dertil hørende hjælp. Altså er hjælp traditionelt blevet noget vi får i "kasser" eller "pakker" fra det offentlige. Det smitter af på måden vi omgås på især i disse elektroniske tider, hvor vi hurtigt fra et overfladisk kendskab selv får placeret folk i nogen kasser, så vi har styr på "det".

Selv er jeg holdt helt op med at putte ting og folk i kasser som ligger uden for min professioenelle faglighed, simpelthen fordi jeg er så træt af at tage fejl. Det giver for mig meget mere mening at møde folk, og lytte til hvor de er i deres liv. Også fordi så meget kan ændre sig gennem livet. Selv vores hjerne kan ændre sig hele livet. Dermed er vi som mennesker vidunderlig fleksible og foranderlige, og faktisk slet ikke til at sætte i bås. 

Især har jeg for nyligt selv oplevet at blive placeret i nogen kasser, hvor folk har udtrykt deres fordomme om mig, der er meget langt fra virkeligheden. Det føles til tider virkelig rædselsfuldt at blive placeret "i en kasse eller gruppe" man bare ikke hører hjemme i. 

Det har ledet mig til at konkludere: En af vores samfunds største problemer er vores kassetænkning, som bunder i økonomisk tænkning. Og det er derfor ikke mærkeligt, men ikke desto mindre meget mere trist at kunst, kultur og humaniora nok betaler den højeste pris i disse tider.  

VIBhouse Juni 2020

Der er BRUG for DIG i verden

Mindfulness fjerner ikke problemer.

Har mange års egen mindfulness praksis bag mig. Alligevel har jeg været inde i en periode, hvor jeg arbejdsmæssigt, på arbejde ikke relateret til mindfulness, har oplevet mig intimideret på mit eget kontor af kollega, er blevet råbt af og truet af en anden kollega. Har oplevet bagtalelser og stalking, og nedgørelse. Faktisk tænker jeg, at jeg for første gang i mit liv har oplevet at blive moppet, på en arbejdsplads. Det er ikke sket for mig før, hverken i skolen, på uddannelse eller arbejde. Of lad mig starte med at slå fast. Mindfulness eller ej. Det er ikke OK. 

Men, det er så sket.

Altså livet på livets betingelser. Og mindfulness har ikke beskyttet mig mod at blive virkelig groft behandlet. Men, jeg har kunne stå fast ved mine egne værdier og normer igennem det. Jeg har formået at tale pænt til disse mennesker jeg ser som syge, og har sagt fra på en pæn måde. Har også stille og roligt fundet andre udfordringer jeg glæder mig til at tage fat på.

Men, det er ikke uden konsekvenser psykisk når man oplever så grove ting. Har på grund af mindfulness kunne bringe tingene frem i lyset, så det ikke blot havner i rygsækken, men bliver belyst. Det har dog kostet ufattelige meget energi, og faktisk også selvværd. Uanset hvor meget mindful jeg har været, så har det kostet selvværd. Det mærker jeg især på vej væk.

Men i denne COVID19 tid har der heldigvis været ro til at virkelig kontemplere og lade de helende krafter der findes nuet arbejde for mig. 

Det budskab jeg står tilbage med for mig selv det er: Der er virkelig brug for mere mindfulness, mere klarhed, mere energi, mere kærlighed og heling. Alt det jeg efterhånden så naturligt forbinder mig så dybt med.

Der er så meget brug for det i denne verden.

Derfor uanset hvem du er, og hvad du har været igennem.

DER ER BRUG FOR DIG, dit ægte selv, dine dybere ressourcer. 

VIBhouse, april 2020

Compassion.... det nye, efter mindfulness???

Faktisk mener jeg det kommer ud på et, og er to sider af samme sag.

Hovedpointen er denne: Er det ægte eller betingede ønsker om det gode for andre?

Vi mennesker har brug for den inspiration der findes i fællesskaber. Men, kan vi deltage i et fællesskab når vi kun vil det godt for os selv? Når vi er selviske?

For at kunne have gavn af at tage del i et fællesskab (mindfulness / nærvær) er det nødvendigt at bidrage med "compassion", altså ægte betingelsesløse ønsker om det gode for andre (og sig selv). Det er nemlig også det vi modtager når rammerne er sat rigtig og mindfulness eller oplysning finder sted. Et kærligt rum, hvor mennesker kan vokse til at udvikle deres ægte medfødte potentialer som mennesker.

Når vi er egoistiske eller selviske kan vi ikke modtage eller tage del i fællesskaber. Alle der har nogenlunde erfaring med mindfulness efterhånden, vil nok nikke genkendende til det, at mindfulness er de store egoers klub. Ikke at det grundlæggende er hvad mindfulness er, men sådan bliver det i vid udstrækning anvendt og fortolket i vesten (i grunden faktisk også på trods af vores egen egentlige kulturarv).

Faktisk tror jeg compassion kan være et endnu værre skred i den gale retning mod egoet i den vestlige materielle kontekst. 

Det gik op for mig i dag, at jeg kender mennesker som bruger tid på at være sammen med mig, fordi de tænker at deres materielle goder, og selvbestaltede fornemhed vil smitte af på mig, så "selv jeg" kan blive mere moderigtig og fornem. 

Det har taget mig lang tid og gennemskue hvad problemet er med det. Er det ikke compassion? Ønsket om jeg må blive fin og fornem. og meget moderigtig? Have det fineste hus og mest moderne tøj? Svaret er: Nej, det er diktering, en højst ubehagelig form for måde at være på overfor andre. Der er seriøst ingen der bryder sig om at blive dikteret eller påduttet andres værdier eller normer. 

Nej, ægte compassion er det betingelsesløse ønske om det gode for den anden. Uanset hvad det måtte være. Det er ikke knyttet til noget som helst materielt eller prestige. Det er knyttet til kærligheden og ønsker om andre må leve i kærlighed, være elsket og give og modtage den kærlighed de har brug for.

Så jo, dyrk compassion og mindfulness hånd i hånd. 

Det er i sidste ende egoernes store tab, da de jo aldrig formår en vækst i kærlighed, de formår ikke at give, og kan dermed ikke tage imod det der kræves for menneskelig vækst, så der er al grund til compassion... ægte compassion overfor alle. 

VIBhouse december 2019