Hvor tog min farmor hen?

Og hvorfor kom jeg hjem, da jeg tog til Grønland.

Jeg husker min farmor, som hun sad i sit køkken i sin ældrebolig. På hylden en gammel transistorradio. Altid sådan stirrende ud i luften, som om hun sad og så på nogen, dybt inde i hende selv. Alene, uden nogen rigtig venner. Hun var altid sammen med min farfar da han levede. Hendes hjem, deres lille have fyldt med blomster og gulerødder, med vindruer i drivhuset. Det var hendes alt. Hun elskede at sidde og kigge ud over det grønne landskab fra køkkenvinduet, og hun elskede når jeg kom fordi, og hun kunne dele lange rim med mig, mens vi kiggede på togene der kørte forbi ude i landskabet.

"Får, får ikke får, får får lam"

Var et af dem. Jeg fortalte hende at min drøm var at skrive. Det er det jeg begynder på nu. At skrive den bog, at blive den forfatter, som hun så i mig. Dengang, ind til hun mere og mere begyndte at se efter noget, noget dybt inde i hende selv.I dag tænker jeg engang imellem på, hvad hun så imod. I dag tror jeg, det var der, hvor hun tog hen.

Der er så mange ting børn ikke forstår. Så mange ting jeg ikke forstod. Kan godt huske min onkel fortælle om naturfolk, og jeg læste også "Vi er en del af jorden" og fandt det meget rigtigt. Men, at jeg også, i hvert fald delvis var en af dem, naturfolkene, i hvert fald delvis, det faldt mig ikke ind.

Det var også besluttet, af mig selv, at det med Grønland, var nok en af de ting jeg ikke nåede i mit liv. Men, skæbnen, mine forfædre, og det folk der bor her nu. Inuit, menneske folket, de ville det anderledes..... Og det er jeg dag virkelig taknemlig for. Hvis ikke tror jeg nemlig aldrig rigtig jeg ville være kommet hjem, hvis ikke jeg var her nu. Jeg tror aldrig rigtig jeg var blevet hel, hvis ikke jeg i dag ser ud på det landskab, min farmor i sin ældrebolig sad og så imod. 

I dag ser jeg ud på det land hun så imod hver dag. Hun sad der med sit mørke bølgende hår, som over tiden fik flere og flere grå hård i sig. Jeg har aldrig tænkt hende som anderledes. Hun var en kvinde i en almindelig lille dansk familie, At jeg aldrig har kendt hendes forældre, eller hørt noget om dem, eller at jeg aldrig har kendt nogen af hendes familie, har jeg ikke tænkt så meget over som barn. Faktisk har det ikke rigtig undret mig, at jeg ikke har set så meget som et billede af hendes forældre. 

Det var ligesom, at jeg bare kunne være der i huset, der i nuet med hende, og der var mange ting, der så egentlig var mindre vigtige. Men, samtidig tror jeg nu, at det jeg var pige, og hun var min farmor, måske gjorde, hun startede på sin rejse hjem. Hjem til hendes familie, hjem til menneskenes land. Til en hel anden kultur, som jeg tror hun har båret i sig altid, på trods af det hun samtidig altid som jeg har kendt hende levede som en dansk kvinde i en lille familie. En familie, der var i mange fotoalbums vi tit tog frem og så på, med mange mennesker, som har været i hende og hendes mands liv.

.......................

En dag var jeg til møde på arbejde i Grønland. Jeg fik det pludselig dårligt under mødet. Jeg blev svimmel og utilpas. Jeg synes det hele kørte rundt, og stemmerne blev lidt uklare. Grunden var at en af deltagerne på mødet lignede min farmor. Jeg har ikke noget sted i verden mødt nogen der lignede min farmor før. På den måde har hun nok altid været lidt unik for mig. Men, pludselig sad der en dame, og talte, og lignede min farmor.